Exorcist II: The Heretic (1977)

Her deles vandene! Da William Friedkins The Exorcist bragede igennem på alverdens biograflærreder i 1973, kan der vist ikke være tvivl om, at det var et af horrorgenrens absolutte hovedværker, der så dagens lys. Men når det gælder opfølgeren Exorcist II: The Heretic bliver det hele lidt mere broget. Første gang jeg så den var mit umiddelbare indtryk, at det her da var den argeste gang møg, jeg længe havde lagt øjne til. Nu har jeg så genset den og er kommet dybt i tvivl: er der tale om et mak- eller et mesterværk?

Det er i hvert fald en gennemført rodet film og skuespillet er mildt sagt af svingende karakter, men man har alligevel på fornemmelsen at instruktør John Borman har fat i eller andet – selvom han måske nok har redet instruktørhesten med lidt for slappe tøjler (so to speak). Filmen er et overvældende kaos af sci-fi-agtig hypnotisk psykoterapi, assyriske græshoppedæmoner, negerhøvdinge, religiøs tvivl, tap-dancing og hvirvlende flyveture over den afrikanske savanne – det hele effektivt krydret med et decideret forskruet score af Ennio Morricone.

Vandene er som sagt delte, men Exorcist II: The Heretic fortjener dog at få en chance, og så må man ellers (som altid) selv afgøre, hvad der er skidt og hvad der er kanel. Om endnu et gensyn (eller fem) har jeg måske også selv bestemt mig…