Exorcist: The Beginning (2004)

Eksorcisten-serien består – ligesom Howling- og House-serierne – af en meget broget bunke film. Ingen af dem ligner rigtigt hinanden, og i Renny Harlins firer – en prequel til etteren – gås der atter nye veje. I al fald rent æstetisk. Exorcist: The Beginning forekommer langt mere stiliseret end de forudgående film — fader Merrin er udstyret med en hæs basstemme, som virker decideret filmisk, der bruges blitz-flashbacks for chokværdien, og der er – i det hele taget – tale om en mere traditionel gyserfilm, end man er vant til i denne serie. Jeg så den i biografen og genså den, i går, på en DVD, som jeg havde købt for 25 kroner i Stereo Studio.

Hvis Exorcist: The Beginning kaster lidt af realismen fra Friedkins etter overbord – og dermed taber i intensitet og troværdighed - så er den til gengæld bedre pacet. Friedkins film er især i begyndelsen meget langsommelig, hvilket ikke blev udbedret – tværtimod – i det pr-hypede instruktør-cut. The Beginning lægger ud med en ekstremt fængende åbningsscene, der desværre også viser sig at være filmens horror-højdepunkt. Men alligevel fastholdes spændingen igennem hele filmen, som formår at skabe en stemning af allestedsnærværende ondskab; mest effektivt i den langsomme, velopbyggede scene hvor Merrin udforsker den mystiske kirke og i scenen med hyænernes angreb, som gav mig et chok i biografen. Merrins afsluttende konfrontation med dæmonen i kirken er i en vis forstand en skuffelse – spændingsmæssigt - men synet af den kravlende, løbende og klatrende dæmon er bizart nok til, at scenen generer sin egen særlige uhygge.

Filmen er også interessant i og med, at den bestræber sig på at forstå ondskaben i et lidt mere ambitiøst perspektiv end Friedkins film gjorde – ikke blot som en personlig frister, men som en drivkraft for historiske ugerninger. Den genoptager også racismesporet, som ulmede i William Peter Blattys suveræne Exorcist III (1990).

Harlins version af filmen var som bekendt bestilt af produktionsselskabet Warner efter, at de havde set – og kasseret – Paul Schraders originale version. Sidstnævnte - kendt som Dominion – har jeg endnu til gode at se.