Dominion: Prequel to the Exorcist (2005)

Før Exorcist: The Beginning var der Dominion: Prequel to the Exorcist. Af årsager, som jeg ikke ved noget om, var man tilsyneladende utilfreds med det produkt, instruktøren Paul Cat People Schrader leverede, så i stedet satte man den finske action-veteran Renny Harlin til at lave en ny version. Og der var vitterlig tale om en ny film, ikke blot om et ”director’s cut” med lidt ekstra gejl. Dominion er lavet ud fra andre optagelser og i et vist omfang med andre skuespillere, selvom der selvfølgelig er mange berøringspunkter med Harlins udgave.

Produktionens baggrund dømmer næsten Exorcist: The Beginning på forhånd som den kunstnerisk inferiøre af de to slutprodukter, da filmfans har en tendens til at opfatte indgriben fra produktionsselskabets side som noget entydigt negativt – hvad det selvfølgelig også ofte er. Men faktisk synes jeg, de to film har hver deres kvaliteter.

Schraders film er klart den mest seriøse. Der er færre chokgys, pacingen stiller større krav til publikums tålmodighed og indlevelsesevne, og Stellan Skarsgårds fader Merrin kommer langt mere til sin ret end i den ”finske” udgave, hvor han virker lidt træt. Noget ved Skarsgårds lidt drengede udseende passer eminent til rollen, selvom han ikke just er the spitting image af Max von Sydow. Omvendt må man undvære det møguhyggelige hyæneangreb fra Exorcist: The Beginning – og også de visuelle kvaliteter i denne films indledende scener.

I de første to tredjedele af spilletiden er Dominion optaget af samme tema som Blattys Exorcist III, nemlig ondskabens meningsløshed. Den berører endda temaet fra Boormans flyvske toer, hvorvidt godheden i sig selv genererer ondskaben. Men i finalen nedtones denne humane dimension, hvor ondskaben er et specifikt menneskeligt fænomen, til fordel for en tekstbogskatolsk forklaring, som snarere danner bro til The Exorcist (hvis forhistorie Dominion jo også er).

Slutningen, hvor Merrins tro genvindes i konfrontationen med en overmenneskelig ondskab, udgør den følelsesmæssigt og intellektuelt mindst overbevisende del af filmen. I forhold, fx, til Merrins erindring om en bestemt krigsepisodes umenneskelighed fremstår hans opgør med den inkarnerede Satan som det rene pjank. Og som et vidnesbyrd om, hvor vanskeligt vi har ved at acceptere ondskaben som en fundamentalt meningsløs størrelse.

Læs også Skrækskurets omtaler af Exorcist: The Beginning, The Exorcism of Emily Rose og Exorcist II.