Ærede skur-læser. Det har haltet med indlæggene i en rum tid, og der er ikke længere nogen vej udenom. Tiden og måske også lidt entusiasmen har været knap, og der er jo sådan set ingen grund til, at folk skal klikke forgæves mere end højst nødvendigt. Så derfor kniber vi en lille rådden tåre, drejer nøglen om i Skrækskuret for denne ombæring og sætter ud mod nye duelighedstegn. Både Zombie Munk og Kranie Lars vil selvfølgelig fortsat slå deres folder i Uncut-regi. Alt det bedste – og tak til de, der fulgte.

Jack Brooks: Monster Slayer er en sympatisk gyserkomedie af samme skole som Evil Dead II (1987). Den campede horror skyldes ikke mindst veteranen Robert Englund, der også stod for komikken i Zombie Strippers! (2008), i slapstick-rollen som den henrådnende professor, mens filmens verbale humor desværre langtfra altid leverer lige så sikkert. Tentakler, kulørte materier, herlige grimrianer som denne…

… og i det hele taget hygge, men så heller ikke meget andet i denne ombæring.

Smith spiser gulerødder, Donna taler med accent, Hertz har briller, og dermed er karaktertegningen overstået. Hvis ikke man kan sidde skamløst platte replikker overhørig, er Shoot ’Em Up nok ikke lige sagen – men hvis man er typen, der fascineres lidt af tanken om en actionscene, hvor helten formår at nedskyde en mindre hær af bad guys, imens han kopulerer, så check den endelig.

Dr. William skruer op for charmen.

Firkløveret lever en typisk, filmglamourøs Las Vegas-tilværelse, med alt hvad det indebærer af intriger og traumer. William fjoller rundt med Kim bag Cindys ryg, og Kim lider af angst, som muligvis kan tilskrives, at hun engang er blevet bortført af rumvæsner. Gudskelov er Cindy for tiden hypnoterapeut, idet hun har foretaget et karriereskrift siden sit forrige job som eksotisk danser. Cindy bryder sig ikke om at blive mindet om sin fortid, men har ikke desto mindre valgt at kalde sin terapeuthjemmeside for hypnoticdiva.com.

Listen very carefully… I shall say this only once.

Efter et sammenstød med aliens begynder William at opføre sig mystisk og afslører sig som det svin, Cindy altid har mistænkt ham for at være. En århundredegammel rumvæsendræber, som Cindy kender fra en tidligere tilværelse, og som opfylder alle punkter på hendes idealpartnerliste, melder sig heldigvis på banen.

Old school-rumvæsner på spil.

Videoproduktionen Las Vegas Abductions er softcore stilet til eftermiddagstalkshow-publikummet. Sci fi-elementerne er udelukkende pynt på den ekstremt uinvolverende romance, der – som tilfældet gerne er i denne type exploitation-film – bygger på en vis dæmonisering af den maskuline seksualitet. Michele Hailey i rollen som Cindy er noget af det mindst overbevisende, jeg nogensinde har set fra en skuespiller. På den anden side: Det eneste, der fik mig til at se Las Vegas Abductions til ende, var fascinationen af Haileys forsinkede reaktioner. (Det er ikke pænt at kritisere nogens ydre fremtoning, selvfølgelig, men det er desuden meget svært at løsrive sig fra, at Haileys overlæbe på intet tidspunkt bevæger sig i samfulde filmens 80 minutter.)

Produktionens baggrund dømmer næsten Exorcist: The Beginning på forhånd som den kunstnerisk inferiøre af de to slutprodukter, da filmfans har en tendens til at opfatte indgriben fra produktionsselskabets side som noget entydigt negativt – hvad det selvfølgelig også ofte er. Men faktisk synes jeg, de to film har hver deres kvaliteter.

Schraders film er klart den mest seriøse. Der er færre chokgys, pacingen stiller større krav til publikums tålmodighed og indlevelsesevne, og Stellan Skarsgårds fader Merrin kommer langt mere til sin ret end i den ”finske” udgave, hvor han virker lidt træt. Noget ved Skarsgårds lidt drengede udseende passer eminent til rollen, selvom han ikke just er the spitting image af Max von Sydow. Omvendt må man undvære det møguhyggelige hyæneangreb fra Exorcist: The Beginning – og også de visuelle kvaliteter i denne films indledende scener.

I de første to tredjedele af spilletiden er Dominion optaget af samme tema som Blattys Exorcist III, nemlig ondskabens meningsløshed. Den berører endda temaet fra Boormans flyvske toer, hvorvidt godheden i sig selv genererer ondskaben. Men i finalen nedtones denne humane dimension, hvor ondskaben er et specifikt menneskeligt fænomen, til fordel for en tekstbogskatolsk forklaring, som snarere danner bro til The Exorcist (hvis forhistorie Dominion jo også er).

Slutningen, hvor Merrins tro genvindes i konfrontationen med en overmenneskelig ondskab, udgør den følelsesmæssigt og intellektuelt mindst overbevisende del af filmen. I forhold, fx, til Merrins erindring om en bestemt krigsepisodes umenneskelighed fremstår hans opgør med den inkarnerede Satan som det rene pjank. Og som et vidnesbyrd om, hvor vanskeligt vi har ved at acceptere ondskaben som en fundamentalt meningsløs størrelse.

Læs også Skrækskurets omtaler af Exorcist: The Beginning, The Exorcism of Emily Rose og Exorcist II.

Another cool thing about this movie (which, incidentally, I haven’t watched and probably never will either) is Michael Caine’s character’s name: Blair Maynard. “Yes, this is Blair Maynard speaking.”

En mørk og stormfuld aften.

I Michele Soavis debutfilm er en skuespillertrop, anført af den ambitiøse og selvfede Peter, i gang med øvelserne til en såkaldt ”intellectual musical” (host host), da en sindssyg morder går i gang med at sætte sit eget præg på musicalen. Instruktøren har låst alle inde på teatret, så da morderen søger husly sammesteds, og den eneste person med kendskab til nøglens placering myrdes, udarter øvelsesaftenen sig hurtigt til en demonstration af saftige mordmetoder a la Friday the 13th. Også psykopaten i StageFright bærer maske, og endda en ganske opfindsom én af slagsen, nemlig et gigantisk uglehoved.

Svagheden ved Soavis splatter-musical – udover en manieret præstation fra David Brandon i rollen som Peter – er det ”intellektuelle” musical-miljø, den udspiller sig i; muligvis er produktionen-i-produktionen tænkt som en joke fra Soavis side, men det gør det jo ikke mindre anstrengende som publikum at være indlagt til en prætentiøs Flashdance. Det er også tydeligt, at Soavi endnu ikke er nået frem til nogen selvstændig stil, som han er det i den senere Dellamorte dellamore aka Cemetery Man.

Uglemorderen springer rundt. Ville du indløse billet til dette show?

I den lange scene med den fastklemte nøgle og den uglehovedklædte morders arrangement med dukker og legemsdele, med fjerene fejende gennem luften, kommer StageFright imidlertid stærkt igen. I et kvarter holder Soavi og kompagni spændingen gående næsten uden replikker (og frem for alt uden musik), og det visuelle indtryk af finalen – som en perverteret udgave af tableauet fra en af de der glaskugler med vand og hvirvlende, kunstig sne – er svært at ryste af sig.

Alle Skrækskurslæsere, horror-entuasister og det, der er værre, ønskes en velbehagelig Halloween anno 2010. Husk at fodre videoen med noget uhyggeligt, men først på med masken og ud og gi naboen hjertekvababbelser!